Hvor meget påvirkes vi af de problemer vores venner, veninder, forældre, søskende og familie har?
I øjeblikket oplever jeg en stor forandring i mit liv. Jeg har altid været del af en rigtig kernefamilie, en familie hvor forældrene altid har været med til alle arrangementer deres børn skulle med til. Men hvordan kan det være at det hele kan ændre sig så hurtigt, og så dramatisk?
Det starter altid i det små. Daglig dagens ting bliver store problemer. Vasketøjet skal nu ikke ligge i kælderen i mere end 2 dage, for det skal fjernes. Opvaskemaskinen skal tømmes lige så snart man opdager at indholdet er rent. Alle skal komme med nye ideer til aftensmaden osv. Men hvorfor er der nogle mennesker der ikke kan sige, når de synes de bliver uretfærdigt behandlet ? hvorfor skal de altid vente til bægret flyder over?
Mine forældres bæger har været dybt, det har været MEGET dybt. Men lige pludselig flød det over. Det var ikke kun en enkelt dråbe, der flød ud over kanten, nej, det var halvedelen af hele indholdet som væltede ud over glasset på meget få uger. Og det var min lillesøster og mig, der blev våde, og vores krop er stadig ikke blevet tør. Jeg taler selvfølgelig i et billedsprog, for hvordan skal jeg ellers forklare den følelse man får, som datter, når ens forældre fortæller at de skal skilles? Det er ikke fordi at selve nyheden var ny, for jeg har nu tænkt at det ville ske i flere måneder. Men det er følelsen af at høre ordene fra ens forældre, dem man stoler mest på, dem der har opdraget en, støttet en. Lige pludselig er det deres verden der krakelerer, men hvordan skal en datter kunne trøste sin forælder uden at tale dårligt om den anden?
Mine forældre sover ikke i samme hus, de taler næsten ikke sammen, og de prøver at glæde min lillesøster og mig i denne ellers så glade tid, ved at give os pakkekalender. Men det er ikke de materielle ting man har lyst til at få, når noget så dramatisk sker i ens liv, det eneste man ønsker er at ens forældre vil tale sammen og komme med en acceptabel grund til hvorfor de har taget denne beslutning.
Tags: ønske, forældre, skilsmisse
marts 20, 2009 kl. 2:46 pm
Flot skrevet Emilie!
Jeg håber så inderligt for dig at du holder hovedet oppe og ikke drukner i dine forældres problemer.
Du må til enhver tid huske hvor meget dine venner og veninder holder af dig, og hvis du en dag ikke har lyst til at være nogle steder ved du jo heldigvis hvor du kan tage hen.
Jeg ved at vi er flere, der tænker på dig – hvert sekund!
xxx